PRESSEMEDDELELSE

Hanstholm Havn

Hanstholm, onsdag den 14. juni 2017

Havneudvidelse: Udbud forløber planmæssigt

Bestyrelsen i Hanstholm Havn har på gårsdagens bestyrelsesmøde udtrykt stor tilfredshed med den igangværende udbudsproces. Beregninger viser, at havneudvidelsen vil skabe 450 nye arbejdspladser i Hanstholm.

Der er travlhed på Hanstholm Havn, der er en af Europas største konsumfiskehavne. Havnen har i årets første fem måneder taget imod ikke mindre end 83 procent flere fisk sammenlignet med samme periode sidste år. Fremgangen kommer fortrinsvis fra et øget tobisfiskeri, hvor både danske og udenlandske fiskere sejler i pendulfart ind og ud af havnen. Samtidig arbejder Hanstholm Havn på højtryk med forberedelserne til den store havneudvidelse, som var hovedemnet på gårsdagens bestyrelsesmøde.

Udbuddet, der er et såkaldt udbud med forhandling, blev igangsat i starten af februar, og otte konsortier ansøgte om at blive prækvalificeret. I slutningen af marts blev feltet reduceret til fem på baggrund af en detaljeret gennemgang af de enkelte konsortiers økonomi, erfaring med tilsvarende projekter, udstyr mv.

- Udbuddet har tiltrukket nogle af Europas dygtigste entreprenører, og både bestyrelse og ledelse er generelt meget tilfredse med processen og dialogen med entreprenørerne. Alle tilbudsgivere har stor erfaring med komplicerede vandbygningsprojekter, og flere er også kommet med forslag til optimering af projektets design, siger bestyrelsesformand for Hanstholm Havn, Martin Vestergaard.

De fem konsortier er 1) Aarsleff (DK), VG (DK), Rohde Nielsen (DK) og COWI, 2) Boskalis (NL), Arkil A/S (DK), Arkil Fundering (DK) og Niras (DK), 3) BAM int. (NL), BAM infra (NL) og Dredging International NV (BE), 4) Van Oord (NL) CG Jensen (DK) og Sweco (SE) samt 5) Condotte (IT) og Jan de Nul (BE).

Første forhandlingsrunde er netop afsluttet, og det reviderede udbudsmateriale tilgår konsortierne efter gårsdagens bestyrelsesmøde. Anden forhandlingsrunde finder sted i august, hvorefter konsortierne skal beregne deres "best and final offer". Den endelige kontraktunderskrivelse finder sted til oktober 2017, og havneudvidelsen, der løber op i godt en halv milliard kroner, kan som planlagt igangsættes i foråret 2018:

- Vi har aktuelt et stort behov for udvidelsen, og det vil ikke blive mindre i de kommende år. Vi ser en meget positiv udvikling – både hos erhvervsfiskerne og fiskeindustrien, og der er ingen tvivl om, at vi med udvidelsen dels kan skabe vækst hos de eksisterende virksomheder og også tiltrække nye. Beregninger viser, at der vil blive skabt omkring 450 nye arbejdspladser i årene efter 2020, hvor udvidelsen forventes færdig, og det er vi naturligvis stolte af at være med til at levere, fortsætter Martin Vestergaard.

Han understreger dog, at bestyrelse og ledelse i Hanstholm Havn er yderst opmærksomme på de kommende forhandlinger mellem EU og Storbritannien og de konsekvenser, som disse måtte have for danske og udenlandske fiskeres fangster i britisk farvand. Hanstholm Havn følger forhandlingerne tæt via Dansk Havne samt andre interesseorganisationer med tilknytning til fiskeriet.

Lokalplan og VVM sendt i offentlig høring

Kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune har forud for bestyrelsesmødet godkendt, at forslag til ændret lokalplan samt VVM udsendes i offentlig høring frem til den 27. juli 2017. Der afholdes borgermøde om havneudvidelsen den 28. juni kl. 19.

Lokalplanen omfatter et område på 190 hektar, der både består af den eksisterende havn med havneaktiviteter, værfter, erhverv i form af blandt andet fiskemelsfabrik, røgeri, akvakultur samt import- og eksportvirksomheder. Derudover omfatter lokalplanområdet kystområdet, der benyttes til surfing, åbne arealer i form af klitlandskab samt et større befæstet areal vest for havneområdet. Sideløbende er projekt udskiftning af vindmøller på Hanstholm Havn også udsendt i offentlig høring i otte uger.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Martin Vestergaard, bestyrelsesformand Hanstholm Havn, tlf. 28 11 99 32 eller martinhesnaes@gmail.com

Niels Clemensen, adm. direktør Hanstholm Havn, tlf. 21 37 27 44 eller nic@portofhanstholm.dk