Molehoved til Hanstholm Havn på størrelse med håndboldbane

I forbindelse med udvidelsen af Hanstholm Havn vil havnens nye vestmole blive afsluttet med et stort molehoved af beton, der har til formål at skabe en solid afslutning på den store bølgebryder mod vest - en slags 'kronen på værket'.

Det store molehoved måler 22 gange 39 meter og er dermed cirka på størrelse med en håndboldbane, som måler 20 gange 40 meter. Opbygningen kræver derfor stort materiel, adskillige tons beton og mange meter jern med hele 180 kilometer armeringsjern, svarende til luftlinjen mellem Hanstholm og Esbjerg.

Molehovedet er 16,3 meter højt, hvoraf cirka 5 meter vil blive synlige, imens de resterende 11,3 meter vil komme til at ligge under vand.

Støbningen af det store molehoved foregår i den polske havneby Świnoujście, hvor entreprenør Per Aarsleff A/S, der står for udvidelsen af Hanstholm Havn, har elementfabrikken Aarsleff BIZ.

For at kunne transportere den tunge konstruktion på knap 7.000 tons til Danmark i ét stykke, bliver molehovedet bygget direkte på prammen »CARRIER 16«, som senere på året skal sejle det til Hanstholm.

Transporten fra Świnoujście til Hanstholm kræver meget stille vejr til såvel sejlads som placering af molehovedet på en underliggende 'pude' af grus på havbunden.

Lukning af Hanstholm Havn i forbindelse med ankomst

I forbindelse med placering af det store molehoved vil der være lukket for transport ind og ud ad havnen, hvilket er nødvendigt for at sikre de optimale arbejdsforhold med høj sikkerhed og rolige vandforhold under anløb og fastgørelse af molehovedet.

Lukningen forventes at vare maksimalt en hel dag, hvorefter havnen igen vil fungere normalt.

Molehovedet ventes at ankomme i juni 2019. Den præcise dato vil blive oplyst, så snart den kendes, og havnens brugere vil blive indkaldt til et orienteringsmøde.

Billederne viser den igangværende opbygning af molehovedet på Aarsleffs elementfabrik, Aarsleff BIZ.

Molehoved1

Molehoved3

Molehoved5

Molehoved6