Molehoved: Afgang planlagt og forventet dags dato - den 18. juni

Den sidste støbning på det 16,3 meter høje molehoved til Hanstholm Havns fandt sted i fredags, den 14. juni på Aarsleffs elementfabrik Aarsleff BIZ i den polske havneby Świnoujście. 

Dermed er mange måneders arbejde med opbygningen af den store betonkonstruktion tilendebragt, og molehovedet er nu klar til turen mod Hanstholm, hvor den store sænkekasse skal placeres yderst på havnens nye vestmole.

Bugseringen fra Świnoujście er planlagt til at begynde i dag, tirsdag den 18. juni klokken 18.

Turens første etape går mod Frederikshavn, hvor molehovedet vil blive frigjort fra prammen »CARRIER 16« ved Ålbæk Bugt, hvorfra det vil flyde og derfor blive slæbt videre. Dernæst går turen mod Skagen - og fra Skagen til den endelige destination i Hanstholm Havn.

Vejret er den altafgørende faktor for transport til og installation i Hanstholm Havn, som kræver det rette vejrvindue - og derfor kendes den præcise dato for anløbet endnu ikke.

Hanstholm Havn vil være lukket i op mod 24 timer i forbindelse med anløb og placering af molehovedet.

 

Molehoved-juni

Billedet af molehovedet er taget torsdag den 13. juni forud for den sidste støbning, som fandt sted fredag den 14. juni.


Fakta om det store molehoved til Hanstholm Havns vestmole

  • Opbygningen af molehovedet har fundet sted på Aarsleffs elementfabrik Aarsleff BIZ i den polske havneby Świnoujście

  • Molehovedet på knap 7.000 tons er bygget direkte på prammen »CARRIER 16«, som skal sejle det til Hanstholm

  • Det store molehoved måler 22 gange 39 meter og er dermed cirka på størrelse med en håndboldbane

  • Opbygningen har krævet stort materiel, adskillige tons beton og mange meter jern med hele 180 kilometer armeringsjern – svarende til luftlinjen mellem Hanstholm og Esbjerg

  • Molehovedet er 16,3 meter højt, hvoraf cirka fem meter vil blive synlige, imens de resterende 11,3 meter vil ligge under vand

  • Molehovedet til Hanstholm Havn er den største betonkonstruktion, som Per Aarsleff A/S nogensinde har bygget