Fiskerihavn i verdensklasse
Hanstholm Havn er en af Danmarks største fiskerihavne og førende på markedet for konsumfisk. Havnen huser Danmarks største fiskeauktion, Hanstholm Fiskeauktion, der samtidig er iblandt de førende i Europa. Auktionen omsætter hvert år i omegnen af 40.000 ton fisk til aftagere i ind- og udland.
For at sikre havnens fortsatte udvikling har der i de senere år været behov for en større opgradering af havnens faciliteter. Siden 2017 har Hanstholm Havn derfor gennemgået en stor havneudvidelse til 650 millioner kroner, som har tilført nye ydermoler, øget vanddybde, mere kajareal, et ekstra havnebassin og et stort baglandsareal.
Visionen er at skabe Danmarks førende havn inden for handel, bearbejdning og opdræt af fisk - og samtidig Europas første CO2-neutrale fiskerihavn.